Traditioner

Julen står for døren, og i dag har vi været sammen med hele min familie for at lave juledekorationer. Nøjagtig som vi gør hvert år dagen før den 1. Søndag i Advent.

Jeg elsker jul. Jeg elsker faktisk de fleste højtider. Jeg elsker traditioner. Jeg kan godt lide, at man gør det man plejer – sammen. Men jeg kan også godt lide, at man skaber sine egne traditioner.

Jeg voksede op med en slags traditioner, nemlig den slags som mine forældre havde med sig eller selv havde skabt sammen. Nu er jeg selv voksen, jeg er nogens kone og nogens mor, og det er nu for alvor, at jeg tænker over at føre traditionerne videre. Nogle traditioner vil jeg enormt gerne beholde, fordi de minder mig om barndom, mine forældre, tryghed og kærlighed. Det er f.eks dagen efter juleaften, også kendt som 1. Juledag. I min familie er det lig afslapning. Man spiser det sidste slik, en masse clementiner, har nattøj på hele dagen, ligger med dyner i sofaen og ser en masse tv.

Jeg har lige spurgt Hr. Mand om vi skal give Nohr sin adventsgave, sin første adventsgave, om morgenen – fordi det har jeg altid selv fået. Glæden ved at vågne og vide, at når man kom ind til morgenbordet (som i øvrigt altid bød på morgenbrød fra bageren), så fik man en gave, det var fantastisk.

Alle traditioner hører ikke julen til, selvom der godt nok er mange. Af andre traditioner, som jeg håber vi holder fast i:

  • Påske; vi har ikke rigtig noget pynt, men vi maler æg, triller æg, spiser påskefrokost og giver påskeæg hvis vi modtager et gækkebrev. Det er noget jeg gerne vil lære Nohr, at man skal skrive et gækkebrev i stedet for at forvente er påskeæg. Jeg gad også godt, at vi engang imellem fortalte historien om, hvorfor vi holder påske, men nu må vi se, hvad tiden bringer.
  • Fastelavn; Hr. Mand og jeg holder ikke rigtig fastelavn, eller det vil sige, at jeg gør på mit arbejde i børnehaven. Jeg synes det er sådan en skøn og sjov dag, for børnene glæder sig, og vi snakker i ugevis op til, hvad de skal være klædt ud som. Jeg synes ikke rigtig, at børnene går fra dør til dør mere, måske er Halloween sjovere, fordi der får de slik i stedet for mønter? Nå ja, og så er det en god grund til at spise fastelavnsboller, især dem fra Lagkagehuset.
  • Aprilsnar; hvem elsker ikke en god spøg?
  • Mors og fars dag; fordi jeg altid har elsket at glæde mine forældre.
  • Store Bededag; igen en tradition, der giver mulighed for at spise. Mhm, varme hveder med smør…
  • 4. Maj; dagen, hvor man sætter lys i vinduerne for at mindes Danmarks befrielse.
  • Sankt Hans; det er så hyggeligt med sådan er bål på en lun sommeraften. Ikke lige som i år, hvor regnen silede ned.
  • Mortensaften; endnu en grund til at spise…
  • Halloween; kommer vi nok ikke uden om. Det er ret udbredt her, hvor vi bor. Jeg er nok mest skeptisk, fordi jeg ikke selv er vokset op med det, men vi køber slik til de børn, der kommer og skræmmer.
  • Årets sidste dag – Nytår; god mad, godt selskab, vi mindes det forgangne år, Dronningens nytårstale, 90 års fødselsdagen og fyrværkeri.

img_9821

                     Nohr og hans to kusiner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *